Fyrretræsgulv – den tidsløse, lækre løsning

17 September 2020 Heidi Kirkebække

editorial

Trægulve passer ind i ethvert hjem og går aldrig af mode. Det gælder bare om at finde netop den type, der passer bedst til netop din bolig.

Hvis du er til det lyse, naturlige, nordiske udtryk, kan et fyrretræsgulv være en god idé. Gulve af fyrretræsplanker fås i mange kvaliteter og ofte til færre penge end gulve i andre træsorter. Desuden er fyr en mindre hård træsort end for eksempel ask og eg. Det har den fordel, at hakker og ridser i gulvet er noget nemmere at få bugt med, fordi træet simpelthen er mere fleksibelt og nemmere at få til at ‘rejse sig’ igen.

De karakteristiske knaster, der er i fyrretræsplanker, er med til at give gulvet et levende og naturligt udtryk.

Men fyr… Er det ikke dét, der har en gusten, gullig farve?

Fyrretræsgulve er berygtet for at blive mere og mere gule, jo ældre de bliver. Og ja – rygtet taler sandt. Fyrretræsplanker gulner med tiden. Det er en naturlig proces, som sker, når ligninen i træet reagerer med sollys.

Men den gullige farve bør ikke afholde nogen fra at vælge fyrretræ til gulvet. Træet kan nemlig nemt behandles med for eksempel lud. Luden nedbryder ligninen i træets overflade og forhindrer dermed gulvet i at gulne. Ludbehandlede fyrretræsgulve er lyse, lækre og populære.

Fyrretræsgulve kan også behandles med for eksempel sæbe, lak eller olie.

Sådan holder du dit fyrretræsgulv pænt

Gulve af træ kan være en god løsning i langt de fleste af hjemmets rum. Men det er vigtigt, at gulvet behandles og vedligeholdes korrekt, hvis det skal holde sig smukt og lækkert i mange år. Undersøg hvad producenten anbefaler i forhold til behandling og rengøring, når du investerer i et nyt gulv.

Det er også en god idé at sætte filtdutter under stole og andre møbler, som flyttes rundt på gulvet. Det skærmer træet mod ridser og hakker.

Og endelig kan det generelt anbefales, at man sparer på vandet, når man vasker sit trægulv. Det har det bedst af. 

Kilde: Voresvilla.dk

More articles